Aktivisme – byg et hus til højrefløjen!

Pas nu på den aktivistiske højrefløj kunne være overskriften på dette indlæg. For mens de pæne SF’ere sidder til Landsmøde med ”håb, forandring og resultater” på bannerne i Falkoner Centret er højrefløjen lørdag d. 12. april. trukket i overtøjet og gået på gaden for aktivisme imod et nyt ungdomshus. Tonen er skinger og de har halstørklæder på. Man skal passe på.

Argumenterne ført an af Rasmus Jarlov fra de konservative lyder, at bydelen i Københavns Nordvestkvarter vil gå til grunde med bål og brand ved etablering af et nyt hus til de unge. Højrefløjens tidligere holdning til aktivisme og udenomsparlamentarisme synes forduftet, mens retorikken synes uforandret. En farlig cocktail synes jeg. Tidligere kunne man dog regne med at den ofte pessimistiske retorik fra højrefløjen og yderste højrefløj alligevel forblev stillesiddende.

Man kan fristes til sympati for, at selv højrefløjen nu legitimerer fredelige demonstrationer, udenomsparlamentarisme og gadeplans kampagner, som udtryks og mobiliseringsform. Hvis det altså ikke lige var for skingerheden og den virkelighedsfjerne retorik.

For der er et hulrum i argumentet om, at etableringen af et ungdomshus med brugerdreven innovation og kreativitet vil skabe ballade og brand i gaderne. Omvendt kan højrefløjens autonome skabe et særdeles ugæstfrit miljø, der naturligvis kan bidrage til ballade i byen. Derved får vi en selvopfyldende profeti.

Det sjove, hvis man kan sige det, er bare, at det var Jarlovs eget parti selv m.fl. der var bidragere til den penible situation omkring Jagtvejen 69. Det var salget, uden inddragelse af de unge, og senere nedrivelsen af bygningen, der var årsag til at en konflikt brød ud. SF og Enhedslisten var de eneste, der var imod et salg af huset. Nu rettes vreden fra højrefløjens autonome mod bl.a. SF, der har været en aktiv part i at få et nyt ungdomshus placeret og yderligere fået flere kulturelle tilbud til bydelen.

Her kommer det vigtige SF Landsmøde slogan om ”håb, forandring og resultater” til sin ret.


Læserbrev sendt til Politiken d. 12. april 2008

Skriv en kommentar til dette indlæg: