Lebech har (også) et ansvar!

Da KL indgik forlig med FOA og herunder naturligvis pædagoger og medhjælpere i LFS, så vidste de at der ville være et skisma internt i denne faggruppe. En forskel der ville betyde en alt andet lige markant større risiko for at mæglingsforslaget mellem BUPL og KL ikke ville gå igennem.

Lebech bærer et ansvar herfor og bærer derfor naturligvis også et ansvar for, at finde midler til genopretning i forhold til pædagogerne på den anden side. Men man kan selvfølgelig overveje om det er et taktisk udspil. En måde at udnytte svækkelsen i fagbevægelsen? Ved at dræne strejkekasserne kan kommende OK’er måske blive lidt nemmere? Samtidig kan strategien køre på et kollaps i BUPL indenfor relativt kort tid - der er skabt en disharmoni mellem ledelse og medlemmer, der gør de kommende kampagner rigtig svære? Kynisk (men bestemt en del af fagbevægelsens egen falliterklæring - og manglende samarbejdsevne), hvis det er tilfældet.

Det er en svær sag, at skulle genoptage forhandlinger om pædagogernes overenskomst. BUPL er klart svækket af det misforhold der er mellem ledelse i BUPL og medlemmerne. Personligt mener jeg, at BUPL ville være bedst tjent med en udrensning nu. BUPL formand Henning Pedersen gør det skidt og BUPL må op på beatet, hvis de skal vise der er behov for flere penge på bordet. Indtil nu har man været vægelsindet og i forsvarsposition. Det nytter ikke noget og Henning Pedersens udtalelser i pressen er vand på Lebechs mølle.

Lebech har et ansvar, som han indirekte pådrog sig med at give pædagogerne og medhjælperne i FOA (LFS) et lønløft. Dette ansvar må han påtage sig at få reddet hjem.

Skriv en kommentar til dette indlæg: