Bliver pædagogerne de største tabere i denne overenskomstsperiode? Det er ikke afgjort endnu, men meget tyder på det. Uheldigt for samfundet, uheldigt for vores børn og uheldigt for pædagogernes faglige organisering.

Det har været den mest gunstige position for fagbevægelsen i nyere tid for et gennembrud i forhold til lønhop til pleje-, pasnings- og omsorgssektoren, til et endeligt opgør med uligeløn mellem mande og kvindefag og til endeligt at få bragt ordentligt skub i arbejdskampen og dermed få bragt de senere års ustabilitet i fagbevægelsen til ophør. Men blev chancen forpasset?

For nogen er svaret ja og hvad angår pædagogerne i LFS/FOA - ja så blev jeg selv snydt. Dennis Kristensen fra FOA var klar i mæglet og jeg troede på at det var en god overenskomst, men ved gennemsyn af FOA’s forligsudkast så ser virkeligheden meget nuanceret ud. For nogle er det en god overenskomst, mens det overhovedet ikke har rykket for andre. Herunder pædagogerne i LFS.

Min forventning er desværre, at FOA’s samlede forlig går igennem, men samtidig også at pædagogerne i LFS vil stemme nej. Der er unægtelig ingen grund til at ytre en godkendelse til forhandlerne på det foreliggende grundlag (jeg vil kommentere forligsudkastet andetsteds på hjemmesiden). Det er sgu for ringe i den sammenhæng.

Det kan godt være at man i FOA og i LFS har gjort, hvad man kunne med de redskaber og i den kontekst man stod i og at man i LFS kan skylde skylden på BUPL og politikernes manglende vilje. (Læs LFS’s blog LFS.dk), men det ændrer ikke på faktum, at man som medlem i enten den ene eller den anden fagforening skal forholde sig til forhandlingsudkastet, som i den mest gunstige overenskomstperiode indeholder et så marginalt afkast, som tilfældet er.

Vi som forældre kan sgu heller ikke acceptere, at de der varetager store dele af vores børns hverdag skal fornedres, ikke accepteres eller kompenseres lige på lønnen. Pædagoger, lærere, medhjælpere i vores børns institutioner skal have ordentlige vilkår og en tilfredsstillende løn der kan modsvare det der er i den private sektor - ikke bare vurderet på uddannelseslængde og niveau. Så sandelig også på vigtigheden og det fysiske arbejdsmiljø. Vi skal for fremtiden kunne rekruttere nogle af de bedste (hvad det er skal jeg skrive om på et andet tidspunkt) og dygtigste mænd og kvinder til at tage vare på spirerne til samfundets fremtid.

Et regeringsindgreb vil alt andet lige ikke kunne stille pædagogerne markant dårligere uden selv, at komme i miskredit i befolkningen. Tænk dog på at regeringen jo skal basere sit indgreb på et Dansk Folkeparti, der har lovet bod og bedring til de offentlige ansatte og man får jo nok næppe socialdemokraterne eller SF eller de radikale med på et forslag om markante forringelser i forhold til det foreliggende. Venstre vil heller ikke selv kunne bære det - deres vælgergrundlag er jo ikke alene baseret på bønder, som det var i gamle dage. Befolkningen er med på ligeløn! Befolkningen er også sympatiske over for et højere lønkrav! Hvordan vil man kunne lave et indgreb uden at tænke på befolkningen? Det vil man ikke - så havde man allerede gjort det.

Det er skrevet før, men denne periode har været den økonomisk og strategiske største mulighed for fagbevægelsen at bære noget hjem til medlemmerne.

Ikke alene havde et F - O - A flertal allerede udtalt sig om at der skulle flere penge til forhandlinger. Ikke alene havde fagbevægelsen medlemmernes opbakning til konflikt. Ikke alene har vi haft igennem den seneste overenskomstperiode haft et gevaldigt økonomisk opsving, som udmøntede sig i gedigne lønhop i den private sektor og til arbejdsgiverne (ja selv folketingsmedlemmer belønnede sig selv med en større opskrivning af lønseddelen). Ikke alene disse vilkår, men også den uligevægt på arbejdsmarkedet mellem den private og offentlige sektor, hvor flere og flere på grund af arbejdskraftsmangel flytter til den mere “velansete” og “velbelønnede” private sektor. Strejkekasserne var fyldte og alt taget i betragtning det bedste udgangspunkt for en storkonflikt, hvor man kunne have presset citronen til det yderste.

MEN - mange års uproduktiv virke i fagbevægelsen og rust i ledene førte til en rysten på hånden og en ikke synderlig kollektiv proces, som desværre afmonterede hornene i panden på fagbevægelsen. Årsagerne til dette kan man gisne om, men jeg tror man skal finde svaret, som en naturlig følge af manglende legitimitet hos medlemmerne (vi har det jo godt) og samfunds- “ansvarliggørelse” af fagbevægelsens forhandlere på grundlag, som trækker tanker helt tilbage til de høje arbejdsløshedstal. For meget markedsgørelse af fagforeningerne og tanker på servicering af egne medlemmer. Man kan formulere det med en negation af sidstnævnte - altså kort sagt manglende solidaritet.

Det positive er at:

FOA viste det kan betale sig (for nogen) at strejke. FOA viste at der på bundlinjen kan komme flere penge på bordet når arbejdsgiverne besinder sig og ser lyset. Så der er kommet flere gode ting ud af det - bare ikke nok, men måske er det ikke slut endnu? FOA har frem til d. 29.5 at afgøre det. 17 af FOA’s HB medlemmer anbefaler ikke et ja.

I denne overenskomstsperiode har vi set nogle af de store problemer, der er i fagbevægelsen. Det er ikke medlemmerne, det er ikke ledelserne og det er ikke overenskomstsystemet, som er stort set uforandret efter septemberforliget fra 1899. Det er fagforeningstrukturen i sig selv, markedsgørelsen af fagforeningerne og manglende successer. Det gode er at vi nu kender naturen i fagbevægelsen, har set nogle af de anomalier der i tidens løb er dukket op og at fagforeningerne frem til 2011 bør tage disse erfaringer med sig og blive endnu bedre.

God vind… Jeg mener stadig at pædagogerne og medhjælperne bør være i et fagforbund det andet er noget rod!!!!