Løsning af bandekrigen går på flere ben - afkriminalisering er en af dem
Bandekrigen eskalerer og udgør en trussel mod vores samfund, vores børn og vores tryghed.
Med justitsministerens bandepakke har justitsministeren desværre alene haft blik for den ”hårde” regulering. Vi må erkende, at vi skal tage andre metoder i brug, hvis vi skal komme problemerne til livs.
Bandekriminaliteten løses ikke alene ved strengere og hårdere straffe, men der skal naturligvis være sanktioner og retssystemet skal være med og der skal være en konsekvens for skyderi, afpresning og andre afskyelige metoder banderne og rockerne benytter sig af, Men så længe at der er millioner at hente i narkomarkedet vil der være problemer omkring det. Der vil være våben i gaden, uanset hvor mange visitationszoner vi etablerer.
I et marked så stort som narkomarkedet er blevet vil der altid være nogle der vil beskytte deres lukrative indkomst med vidtgående metoder. Der vil være nogle der vil gå vidt for at beskytte sig selv og straffe andre. En bekæmpelse af bandekriminaliteten må altså gå på flere ben.
Udover straffesystemet skal det økonomiske grundlag udhules og det kriminelle marked udfordres og gøres mindre lukrativt.
Et første skridt – det mindste - tager vi med udlevering af gratis heroin til udvalgte stofbrugere. Det tager en del af markedet og fjerne behovet for at skulle skaffe de 600 kr. til bander eller rockere, hver dag. Dermed flytter vi en del af problemerne væk fra en illegal og lukket verden til en kontrolleret og styret.
Det andet skridt som vi i SF foreslår, er en afkriminalisering af hash og under kontrollerede forhold sikre at vores børn og unge ikke står i kø til et skadeligt stof.
Hash’en udgør en relativ stor del af narkomarkedet og har siden man ryddede Christiania været blandet sammen med det hårde narkomarked i sidegaderne og i parkerne og uden større chance for politiet at kunne regulere.
Et tredje skridt er flere ransagninger på bande- og rockerlokationer bl.a. med skat ved roret, som tidligere har været succesfuld i.f.t. til at ramme banderne og rockerne økonomisk.
Et fjerde skridt er, at der skal arbejdes intensivt med information og oplysning til børn og unge om stoffer, kriminalitet og bander.
Kommunen bør endvidere arbejde intenst med en plan for hvordan vi får flere børn ind i fritids og kulturinstitutionerne. Skolerne spiller åbenlyst en kæmpe rolle her, men også klubberne og fritidshjemmene bør inddrages i oplysningsarbejdet.
Der skal en samlet indsats til at løse bande- og rockerkrigen i København. Ikke bare en strammer-bandepakke.
Ungdomskommissionens forslag er fornuftige så lad os nu komme igang med det der virker Brian!
Skriv en kommentar til dette indlæg: