Det siger en opgørelse fra Københavns Kommune iflg. DR. Nu er det at kunne læse ikke det eneste man skal lære i folkeskolen, men det er en væsentlig del og en forudsætning for at kunne lære mange af de andre fag. Derfor er det bekymrende hvis tallene holder stik.

I den forbindelse tænker jeg – hvordan kan man overhovedet nå til 8 klasse, hvis man ikke kan læse? Læsning er så fundamental en kundskab for at kunne lære – og lære selv. At man nødvendigvis må have minimumskompetence i dette felt for, at kunne få noget ud af folkeskolens undervisning og læring. Samtidig undres jeg i en tid, hvor vi i den grad hele tiden er udsat for skrevne medier – hvad enten det er undertekster, tekst på internettet, sms’er, bøger, computerspil o.lign. så er skriftlig kommunikation blevet en meget større del af vores hverdag – en hverdag for selv de unge. Derfor undres jeg over et tal på 80% ikke kan læse i en alder af 15 år.

Ved de første PISA Københavns undersøgelser for år tilbage diskuterede man børenes læsning og fandt dengang at der var mange funktionelle analfabeter i folkeskolens højere klasser. Det var dengang naturligvis bekymrende, men ikke desto mindre medførte definitionen en diskussion om ”funktionel analfabetisme”. En gruppe mente, at børnene ikke kunne læse overhovedet, andre mente definitionen dækkede over forståelsesproblemer i læsningen og en sidste gruppe mente at der var tale om at børnene ikke kunne omsætte og anvende det de havde læst. Dette var unægtelige en stor spredning og bestemt også en svær debat at tage over forskellige opfattelser af en betegnelse.
Ikke desto mindre dækkede rapporten dengang ifølge rapportskriveren selv at der var betydelig forskel indenfor læsning. Betegnelsen dækkede således både de der ikke kunne læse (analfabeter og ordblinde m.v.), de der kunne læse (bogstaverne) men ikke kunne forstå disse og den sidste gruppe som var meget ringe til at forstå og omsætte det læste til noget meningsgivende.

Der er imidlertid derfor stor forskel i graden af problemet og der kan være en god grund til at få skilt tingene ad.
At 80% ”ikke kan læse” dækker formentlig derfor igen over en definitionsmæssig skygge og i mine ører lyder det først og fremmest katastrofalt, men det dækker formentlig over en definitionsmæssig forvridning – hvad betyder det at en ”ikke kan læse”?
Det må jeg læse i opgørelsen. NU er det så sådan at uanset om der er tale om at flertallet ligger i den ene eller den anden ende af skalaen så er det noget vi skal gøre noget ved, da læsning er og bliver en fundamental kompetence som skal anvendes i både deres private liv og i den videre uddannelse og i et fremtidigt arbejdsliv. Jeg sætter min lid til at bl.a. skoleleder Jens Husum vil sætte ind i forhold til arbejdet med disse elever.
Nu skal det samtidig med, at Jens Husum i mange år har bedt om flere midler – ikke nye skoledistrikter eller kunstig politisk omflytning af børn – for en mere ”harmonisk” sammensætning af ”sprog” (med en slet skjult dagsordnen). Jens har tidligere fortalt mig, at der naturligvis er store udfordringer i og med at have mange forskellige kulturer og sprog sammen, men samtidig ser han det som en væsentlig ressource at børnene har disse forskelle – en ressource som vi burde arbejde videre med. Men det koster naturligvis penge. Penge som en skole som Tagensboskole ikke har. Der er brug for en langt mere differentieret tilgang til børnene. Børnene kommer fra så forskellige vilkår og med så mange forskellige baggrunde. Han kalder selv skolen for en ”international skole”. Det handler om at møde børnene der hvor de er. Om Jens i fremtiden får held til at få det fulde potentiale ud af denne tilgang må tiden vise.
Med til historien hører at Tagensboskole er en sammenlagt skole af tre skoler er i gang med et kæmpe byggeriprojekt og at der sidste år forsvandt 200 elever som formentlig af netop disse årsager forlod skolen. I Københavns Kommune udmøntes midler til skolerne på baggrund af elevtal – de 200 elever der forlod skolen betød derfor en væsentlig reducering af skolens budget – og medførte rationaliseringer og lærefyringer. Berettiget måske, men når skolen samtidig bærer rundt på gæld fra de tidligere skoler er det kritisk i forhold til på en gang, at skulle genoprette og sammensmelte en organisation, fyre lærere, stå for større byggeprojekter og samtidig afdrage gammel gæld – overfor at have en markant større udfordring i forhold til et elevmateriale der kommer fra et af Københavns socialt mest ramte områder.

Det kan være op ad bakke. Og derfor er det dejligt – men desværre en kende sent – at politikerne og borgmesteren har anerkendt de udfordringer – også på læsningen – som denne skole bærer rundt på.

På den positive side tæller dog, at der har været en markant interesse og vilje fra forældre i området for at få det til at køre på skolen. Og for at vende den udvikling som skolen oplever. Flere forældre – som formentlig ellers havde valgt en anden skole – har i år valgt at give skolen en chance og dette kan formentlig hjælpe skolen i en svær tid.

Jeg håber at Jens Husum med midlerne vil få et lille skub til at kunne bringe skolen op ad den bakke som den lige pt. er i. Jeg er sikker på at vi om fire til fem år vil have en rigtig god ”international” skole placeret i Bispebjerg.

Lige nu gælder det om, at prioritere de børn der står for at skulle videre fra folkeskolen…