Siden man i 1965 vedtog at folketingsmedlemmer kunne få kontormedhjælp er der kommet stadig flere mennesker og økonomiske midler til i direkte relation til vores folkevalgte politikere, så mange at man vel kan kalde det en veletableret politisk industri, der er bygget op omkring vores demokratiske beslutningsarenaer. I dag modtager folketingsmedlemmerne udover sekretariatsbistand også personlige rådgivere og praktikanter. Samtidig har partierne opbygget centralt placerede kommunikations- og rådgivningscentre. Det er ikke på nogen måde en ny opfindelse fra partiernes side – det er alene forskellen at disse nu finansieres af skattekroner eller i hvert fald indirekte igennem støtteordninger til partierne.
Udviklingen har bestemt flyttet partierne ind som centrale i vores demokratiske system. Spørgsmålet er bare om partierne efterhånden er blevet for økonomisk stærke og at den styrke i dag anvendes til dels, at forvirre befolkningen, at holde andre partier (og hermed holdninger) stangen ved porten til valg, at mindske forskelle og ikke mindst at holde den politiske arena fastholdt for en mindre elite. Samtidig rejser der sig spørgsmålet om magten centraliseres ved særligt magtfulde personer i partierne – de der sidder på kassen eller om vi ser en bredere individualisering. Der er ingen tvivl om at partiernes rolle i dag er væsentligt forandrede både i organisation og formål.

I dette indlæg vil jeg alene beskæftige mig med udviklingen i den offentlige støtte til partierne. Støtten til partierne har på mange måder ændret partiernes ”livsgrundlag” og dermed også virke og fokus. Støtten er samtidig også et centralt element for de etablerede partier – og anvendelsen af støtten giver også et generelt godt billede af partiernes nye rolle og værdi for vores samfund.

En generel konklusion er at støtten i første omgang har sikret partierne en større uafhængighed af eksterne aktører, som medlemmer, virksomheder og interesseorganisationerne. Samtidig er støtten med til at øge afhængigheden af ”systemet” og med en anvendelse af midlerne til en større professionalisering af politikernes nærmeste sker der også en ensliggørelse af politikken i og med de professionelle ofte trækker på samme skole, anskuelse og teorier. Professionalismen (journalismen) er derfor båret af dels en nogenlunde enslig opfattelse af metoder, virkemidler mv.

Partiernes rolle som inkluderende og som aktive samfundsaktører har længe været nedadgående og der anvendes ikke så mange midler som tidligere til uddannelse, kurser, aktiviteter som tidligere. Samtidig ser vi også at flere og flere politiske kandidater har en ny profil i partipolitisk sammenhæng. Der er på den måde flere der kommer ind fra gaden og stiller op til valg. Dette kunne betragtes som en styrke – det er bare ikke tilfældet for det er gerne ikke hvem som helst der stryger lige igennem urafstemningerne og som i sidste ende stiller op til valg.

Partierne består endvidere i dag også af politikere som har lange videregående uddannelser og kan næppe siges at være ”profil-mæssigt” repræsentative for befolkningen.
I 1968 vedtog folketinget en ny støtteordning, som skulle give partiernes medlemmer adgang til rådgivning og ekspertbistand. Vel at mærke betalt af det offentlige.

I Lars Billes undersøgelse af partistøtten finder han en – for mig skræmmende udvikling – en udgiftsudvikling som går fra en samlet offentlig partistøtte i 1965 på knap 300.000 kr. til 56 mio. kr. 1995. Dette beløb er bare steget. Samtidig ser vi at partierne omgiver sig med flere og flere professionelle spindoktorer, kommunikationsrådgivere, journalister og kampagnefolk. Samtidig med at stadig færre melder sig ind i et politisk parti.

Siden Billes undersøgelse er satserne ikke bare til folketingsmedlemmernes lønninger, men også i de direkte offentlige støtteordninger til partierne bare driblet derudaf.

Samtidig modtager flere af partierne store ”hemmelige” summer fra private, virksomheder, interesseorganisationer og lign.

Men lad os tage de direkte offentlige støtteordninger først:

I Folketinget har man vedtaget følgende satser – basissatser – til sekretariatshold.

Tilskudssatser i 2010 Kr. pr. måned
Basisbeløb til folketingsgrupper på 4 eller flere mandater 281.180
Basisbeløb pr. mandat til folketingsgrupper på 3 eller færre mandater 70.295
Mandatbeløb pr. alm. folketingsmedlem 44.073
Mandatbeløb pr. folketingsmedlem, som også er minister eller formand for Folketinget 14.691

Et eksempel er de konservative. De konservative har en folketingsgruppe på 18 medlemmer af folketinget.

Det udløser et basisbeløb på 281.180 kr. Derudover et mandatbeløb på sammenlagt over 793.000 kr. derudover kommer mandatbeløbet til ministeren eller formanden, her har konservative 4 i kategorien og det udgør et beløb på 60.000 ekstra. Hertil kommer at ministrene – for de flestes vedkommende også har et ministerium, sekretariat mv. og en – til flere særlige (partipolitiske) rådgivere. Konservative for i den forbindelse som et mindre parti i folketinget en klækkelig sum på langt over en mio. kr.

Derudover kommer der støtte til partiernes på baggrund af deres valgresultat, som ligger i den høje ende af den offentlige forsørgelse.

Statslig partistøtte

Partier og kandidater uden for partierne, der har deltaget i det seneste folketingsvalg og opnået mindst 1.000 stemmer, har ret til økonomisk tilskud til politisk arbejde her i landet.

Støttebeløb for 2010

Støttebeløb pr. stemme ved udbetaling af partistøtte for 2010 på grundlag af deltagelse i folketingsvalg udgør: 27,50 kr. (stigning fra 26,50 kr. i 2009).

Nominelt svarende til minimumskontingentet for medlemskab af Venstre i 1980 (28 kr.). Selvom der er prisudvikling til forskel synes det interessant at en stemme samtidig også udløser en betaling til partiet i den størrelsesorden.

I 2009 modtog følgende partier følgende summer alene på grund af den stemmetalsafhængige støtte.

Socialdemokraterne – 23,3 mio. kr.
Radikale – 4,7 mio. kr.
Konservative - 9,5 mio. kr.
Liberal Alliance – 2,6 mio. kr.
Socialistisk Folkeparti – 12,0 mio. kr.
Kristendemokraterne – 800.000 kr.
Dansk Folkeparti – 12,7 mio. kr.
Venstre - 24 mio.kr.
Enhedslisten – 2 mio. kr.

Samlet blev der således i 2009 på baggrund af stemmerne til valget i 2007 udbetalt 91,6 mio. kr.
Hertil skal vi huske at lægge basisbevillingerne til som gennemgået ovenfor og dette er bare den ”direkte” støtte til folketingspartierne. Hertil kommer bidrag fra medlemmerne, private, virksomheder og interesseorganisationer. Lønninger til folketingsmedlemmerne osv. Og igen - dette er bare folketingspartierne.
Herudover bør vi tage med i betragtning i forhold til partistøtten er den del, som fordeles til de kommunale og regionale partier.

Kommunale og regionale partier modtager også store summer i direkte støtte og indirekte støtte.

Partierne modtager således store summer til den interne drift, kommunikation og rådgivning af vores ”jordiske” folketingsmedlemmer.

Jeg synes bestemt vi er ved at nå et niveau hvor den politiske sfære er dels for dyr og efterhånden temmelig udemokratisk.

Partierne styrkes økonomisk – har en mindre interesse i medlemmerne

Før partierne blev optaget på finansloven og dermed skulle fundraise og finde finansiering igennem bidrag fra medlemmer o.lign. for at kunne opretholde en administration. Efter at man har tilladt partierne at komme på offentlig forsørgelse på finansloven med det argument at det skulle være for at støtte partierne - særligt de små og gøre dem mindre afhængige af eksterne “investorer” i den politiske arena.

Partiernes afhængighed af medlemmernes økonomiske bidrag igennem medlemskontingent, salg af ydelser (ikke politiske), mv. betød at partierne var nødsaget til at formulere sig i kontrast til andre partier. Skellet mellem partierne var klart afgørende.

Den offentlige støtte er siden hen vokset sig stadig større. Dette medfører indtil flere problemstillinger og nogle endda meget demokratisk kritiske problemstillinger.

Først og fremmest betyder den statslige partistøtte at partierne i stigende omfang bliver finansieret af disse støttemidler frem for tidligere igennem medlemskontingenterne. Medlemmerne for naturligvis en mindre betydningsfuld rolle i forhold til partierne og nogle mener at partiernes vandring fra “massepartiet” til “catch-all” eller ligefrem kartelparti” typen kan forklares bl.a. med den ændrede indkomstfordeling. Samtidig har partiernes øgede indkomst - har samtidig medvirket til en eksplosion i partiernes centrale led. Der er ansat flere og flere kommunikationsrådgivere, flere personer i partiernes pressetjenester og samtidig har bl.a. ministre fået særlige rådgivere som rådgiver i partipolitiske sager, men som er betalt af det offentlige.

I nogle kommuner har politikerne ansat (for kommunale midler) såkaldte spindoktorer - eller særlige rådgivere. Disse er ikke som hos ministrene underlagt særlige regler og kan fungere under f.eks. valgkamp. Se f.eks. overborgmesterkontoret i borgerrepræsentationen.

En af konsekvenserne er at medlemsorganisationerne i partierne får en stadig mindre betydning. Dette er ikke nødvendigvis demokratisk uforeneligt. Stadig færre er medlem af et politisk parti og stadig flere flytter rundt mellem partierne - det er måske meget sundt. Samtidig har partierne behov for en vis fleksibilitet. Fair nok. Men indflydelsen for medlemmerne er også dalende. Og netop de nyere partityper forskerne arbejder med som catch-all (fang alle) og kartelpartiet er netop kendetegnet ved at partierne dels identificeres som mindre programpolitiske og ideologisk forankrede end massepartiet. Fokus går ud over den faste medlemsskare for den første af modellerne og søger at tilpasse sin politik for at imødekomme flest mulige (hvilket ofte bliver omkring medianvælgeren) i kartelpartiet som faktisk ikke nødvendigvis har en medlemsorganisation er typen identificeret ved at indgå i et kartel af politiske partier. Der er ikke større udsving og store politiske konfliktlinjer. Partiet er blevet en del af “systemet” eller institutionen “den politiske beslutningsarena” og via konsensus og marginale forskelle i den førte politik giver mindre flader og bidrager til at holde nye “konkurrenter” væk fra den politiske beslutningsarena. Finansieringen af partiets virke er igennem offentlige midler, private indskud og/eller eksterne midler, men ikke ved medlemsfinansiering.

Massepartiet var identificeret ved programpolitik, medlemsstyre (fokus ihvertfald) og en inkluderende organisation. Igennem medlemmerne sikredes en stabil indkomst. Partiet var central for at få formuleret medlemmernes ønsker og igennem organisationen uddannes nye politikere for at kunne varetage netop partiets medlemmers interesser.

I dag ser vi at partierne flytter sig længere væk fra medlemsorganisationerne i takt med at de bliver stadig mindre afhængige af netop denne indkomst. Samtidig stiger omstillingsparatheden og det samme gælder hastigheden for politikernes ageren. hurtigere medier, hurtigere behandling af sagerne og mange, mange flere forslag bliver stillet. Ofte med den konsekvens at megen lovgivning i dag af mange betragtes som lovsjusk og ofte har uintenderede følger. Men samfundet bliver hurtigere og kravene til politikerne er, at de skal reagere hurtigere. Samtidig betyder den praksis af (professionelle) politiske kampagner, at befolkningen mister den ellers meget store tillid til politikerne som sådan. Man kan tale om en stigende politikerlede.

Den nye udvikling tyder nemlig også på en stigende personifikation (celebritisering) og individualisering. Dels fremmet af nye teknologiske kommunikationsmetoder (der gør det billigere og hurtigere for kandidaterne at kommunikere direkte ufiltreret til vælgerne). Hvorvidt denne udvikling fører til en stigende individualisering – og dermed yderligere nedbrydning af partierne som en central aktør er interessant, men man må formentlig også formode at denne udvikling truer de politiske partier til at samles mere for at bevare den nøglerolle som partierne har i dag.

Jeg vil dog foreslå at vi afskaffer en stor del af den offentlige forsørgelse partierne er på i dag. At vi får vedtaget i kommunerne at borgmestre og lignende ikke kan have ansatte ”partipolitiske” rådgivere. At ministrenes særlige rådgivere afskediges og der vedtages et generelt forbud mod særlige rådgivere.
Samtidig bør der indføres krav om fuldstændig og åben adgang til eksterne bidragydere til de politiske partier.

Politikerne skal naturligvis i fremtiden have sekretariatshjælp, men ikke kommunikations og medierådgivning.