Opstillingsgrundlag

Jeg går til valg på at København skal være en socialistisk hovedstad i Danmark. En hovedstad med internationalt udsyn og med ansvar for miljøet. Med vægt på fællesskab og mangfoldighed på tværs af kulturer, seksualitet og social klasse. En moderne by er naturligvis også afhængig af en moderne miljøvenlig infrastruktur.

Socialisme – mod fattigdom
Først og fremmest er velfærd for mig en materiel fordelingsnøgle - for menneskers basale levevilkår må altid komme først i et socialistisk velfærdssamfund. Udfra et socialistisk grundsyn vil jeg arbejde for at udjævne materiel fattigdom i København. Der skal være mad og husly til hjemløse. Vi skal sikre hjælp til fattige familier og børn således, at de kan leve anstændigt. Jeg vil arbejde for at børn af fattige familier tilbydes gratis kultur- og idrætsaktiviteter.

Rummelighed i hverdagen - inklusion
Dernæst handler velfærd for mig om at syge, handicappede og andre med særlig brug for fællesskabets hjælp og ånd får den fornødne håndsrækning til at kunne indgå i velfærdssamfundet. Mange handicappede vil med den fornødne tekniske hjælp kunne indgå på arbejdspladser og lignende. Jeg vil arbejde for at skabe mulighed for handicappede at blive en større del af det ”normale” samfund.

Kulturel berigelse
Jeg vil arbejde for en kulturel mangfoldig by, hvor kulturer og religioner respekteres og støttes i det omfang de respekterer danske aftaler og lovgivning. Jeg vil arbejde for et mere mangfoldigt kulturliv, som understøtter både kulturelle minoriteter og de subkulturelle grupper. Små teatre skal igen have støtte og opbakning til at udfordre mainstream- og populærkulturen, som langt hen ad vejen kan klare sig selv.

Folkeskolen – liv og læring
Vi skal have en åben og moderne folkeskole i København. En folkeskole med vægt på værdier, som fællesskab, medmenneskelighed og tolerance. Lærere skal have større frihed og der skal indføres krav om maksimalt 22 i klasserne, gratis økologisk mad, tidssvarende undervisningsmidler og ordentlige fysiske rammer. Derudover vil jeg arbejde for sikre skoleveje ;o)

Ligestilling, mangfoldighed og et socialt København starter i daginstitutionerne
Igennem de seneste år har daginstitutionerne stået over, når der skulle gøres en indsats. Jeg vil arbejde for at der frigøres mere tid til det faglige arbejde, til efter- og videreuddannelse. At der skabes mere rum til nærvær, omsorg og tryghed. Jeg vil arbejde for en søskendegaranti, overholdelse af Københavns egen pladsgaranti og støtte op om de ansattes faglige arbejde.